Eftermiddags- & aftenyoga
Nyt lokalt yogacenter i stort dejligt lokale på Nørrebro.
Kom og vær med til vores ”fyraftensyoga” tirsdag eller onsdag.
Tirsdage kl. 16.30 – 18.00
Onsdage kl. 19.00 – 20.30
Vi bor Skyttegade 5, 2200 København N,
med indgang fra porten ved Struenseegade 13 – 15
Tirsdag, Hatha Yoga
I Hatha yoga arbejder vi med dybe indadvendte yogastræk og bevidst fokus på åndedrættet. I et roligt tempo inviterer vi kroppen til at genfinde sin naturlige balance og sindet til at falde til ro. Der er fokus på tiden i stillingerne og det meditative i bevægelserne, samt på at finde indre styrke og udholdenhed. Du lærer teknikker til at slippe mentale og fysiske spændinger, der er vejen til stress og dårligt helbred – her får du mulighed for at give slip og tanke sind og sjæl op med frisk energi og livskraft. Hver undervisningsgang vil indeholde hatha yogastillinger, åndedrætsøvelser og afspænding.
Der afsluttes med en dybdeafspænding, liggende i Savasana (hvilestilling) samt en kort meditation.
Merete Hansen har en 200 timers yogauddannelse, certificeret af Yoga Alliance, fra Sivananda yoga Vedanta center Neyyar Dam i Indien 2008. Efterfølgende kurser i bl.a. meditativ yoga og Iyengar yoga.
Onsdag, Hatha Flow
I Hatha flow bevæger vi os med åndedrættet fra en yogastilling til den næste, som perlerne på en snor, i et blidt, roligt flow. Der er fokus på det meditative i bevægelserne, samt på et godt fundament, indre ro, blide stræk og styrke i yogastillingerne. Klassen begynder med centrering og en kort meditation, og udvikler sig fra blide opvarmende flows, til lidt mere energiske sekvenser med enkelte stående stillinger. I sidste del beroliges kroppen og sindet, med foroverbøjninger og/ eller omvendte stillinger. Der afsluttes med dyb afspænding, liggende i en eller flere restorative yogastillinger.
Natascha Hardt har en 200 timers yogauddannelse, certificeret af Yoga Alliance, fra Hamsa yoga studie i København, 2009. Efterfølgende kurser i bl.a. Anusarayoga og Anusara Teachertraining.
Gratis prøvetime – Du er velkommen til at deltage gratis første gang for at opleve undervisningen, inden du beslutter dig for at købe et klippekort (dette tilbud omfatter ikke tidligere kursister).
12 klip koster kr. 1.000,-, 6 klip kr. 540, og kortet kan bruges frit på begge hold. Kortet er uden tidsbegrænsning.
Særligt tilbud til dig, der har deltaget på ”modulhjulet”: Som tidligere kursist kan du købe 6 klip for kr. 300,-. Kortet gælder i 8 uger fra udstedelsesdatoen og kan ligeledes benyttes frit på begge hold.
Tilmelding foregår ved, at du overfører pengene til vores konto og medbringer en kopi af din overførsel, første gang du møder op efter prøvetimen.
Pengene overføres til konto: Reg.: 0524 Konto: 0000215698
Marker indbetaling med dit fulde navn og fødselsdato.
Vi glæder os til at byde dig velkommen. Husk at medbringe løstsiddende tøj.